Når virkeligheden rammer...

Jeg har ikke fået skrevet.. Det er der en god forklaring på; Jakob og jeg er ikke længere sammen og det krævede lang tid at få fundet en måde at grifle det ned på. Jeg har ikke helt vidst hvordan jeg skulle forklare det og hvordan jeg skulle skrive jeg havde det, for jeg vidste det ikke.

I går var det tre uger siden. Det var Jakobs beslutning, men det føltes som om jeg affandt mig med den ret hurtigt og jeg har egentlig ikke været ret ked af det efterfølgende.  Der er selvfølgelig været nogle dage, hvor jeg har været både vred og ked af det, men alligevel har jeg set frem til mit nye singleliv.

I dag gik den dog ikke længere. Da ingen af os kan have Diesel med, er vi nødt til at skulle af med ham og de første der ville se ham, kom i dag. Det var rigtig hårdt, for på en eller anden måde, blev det bare først virkelighed nu. Og det satte bare det hele i gang. Jeg er vred, ked af det og frustreret og jeg er lige på vippen til at dø af stress. Hele eftermiddagen og aftenen, har jeg haft voldsom hjertebanken og været virkelig ked af det.

Aftenen sluttede af med et skænderi mellem Jakob og jeg, og en besked fra en familie, som vi mente virkede ideelle til Diesel, der alligevel ikke ville have ham.

I aften er jeg fuldstændig slået tilbage til den aften, hvor Jakob gjorde det forbi. Det føles lige så hårdt og uoverskueligt.

Og der sker bare så mange ting oveni al det her; skolen er stadig lort, vi har en vigtig opgave og en problemformulering til vores eksamen, der skal være færdig fredag og udover det, så skal jeg til jobsamtale på tirsdag, hvilket jeg overhoved ikke føler mig psykisk rustet til. Det føles som om, at jeg ville falde fra hinanden, hvis nogen sagde bøh til mig.

For første gang i meget lang tid, føler jeg mig meget skrøbelig og udsat😢

Et lærerigt år...

Det har på mange måder været det mest lærerige år i mit liv. Det kan måske virke som et lidt mærkeligt statement, da jeg jo kun er 24 år og alligevel har været utrolig mange ting i gennem. Men når jeg kigger tilbage på alle de ting jeg har lært om mig selv i løbet af dette år, så er jeg faktisk ikke spor i tvivl - det har på ALLE områder, været det mest lærerige år!

Jeg startede på min nye livsstil i februar, hvor jeg begyndte at spise efter sense-metoden. Jeg meldte mig i den forbindelse også ind i et træningscenter, hvilket dog ikke blev brugt ret meget, da jeg kort efter kom i praktik, hvor jeg bevægede mig meget og simpelthen bare ikke havde tid til at træne ;)
Men jeg må indrømme, at selvom jeg var presset i min praktik, så holdt jeg fast i min kost og det var helt klart det rigtige tidspunkt, for en livstilsændring - jeg havde nemlig på ingen måde tid til at spise usundt ;P

Efter praktikken kom der en masse tid - selvom der skulle skrives afslutningsprojekt. Jeg disponerede nemlig selv min tid; hvornår jeg skulle skrive og ud til hesten og det betød, at jeg også fik mast træning ind 5 gange om ugen o.O Jeg blev ret hurtigt glad for min træning, fordi jeg kunne se resultater - ikke så meget på vægten, men mere i forhold til min kondition, vejrtrækning og udholdenhed. Jeg opdagede at jeg rent faktisk kunne! (:

I sommerferien blev der MASSER af tid og selvom vægten stod stille, så kæmpede jeg videre og tog alle de rigtige valg. Det vil sige, at jeg sparede på fedtet igennem dagen, så jeg kunne få en is om aftenen eller også købte jeg kalorielet is ;) Jeg tilføjede desuden styrketræning til hverdag og det blev jeg ret hurtigt bidt af.
I slutningen af sommeren, kom jeg ved et tilfælde til at løbe i skoven med Diesel og jeg opdagede, at jeg ikke faldt om og døde af det?! Derfor besluttede jeg mig for at prøve på løbebåndet og jeg kunne faktisk godt! 

Lige omkring min fødselsdag, dukkede en enestående mulighed op! Jeg fandt frem til, at uddannelsen som hestemassør skulle udbydes på Sjælland, ganske kort fra hvor jeg bor og den kunne tages om aftenen, nogle hverdage om ugen og så til en helt særlig introduktionspris! Det var helt sikkert nu eller aldrig! Så den blev betalt! Jubiii! :D 

September kom og vi skulle afsted på ferie og det blev med en kampvægt på under 80 kg, helt præcist 79,8 kg, hvilket jeg ikke kunne huske hvornår jeg sidst vejede. Der blev også pakket træningstøj, så jeg kunne løbe tur om morgenen og træne om eftermiddagen.
Sådan blev det dog ikke helt og hverdagens rutine ramte utrolig hårdt, da vi landede i Danmark efter to ugers fantastisk ferie. Der var røget 2,5 kg på og jeg var allerede træt af at gå i skole, inden jeg havde haft første dag tilbage. 

Min krop opførte sig mærkeligt i nogle dage og jeg blev, med min mors hjælp, bevidst om, at noget ikke var som det skulle være. Jeg blev klar over, at det var skolen, jeg ikke var glad for og jeg måtte have den hen et sted, hvor jeg kunne håndtere den uden at droppe ud med det samme. Jeg arbejdede hårdt på at få installeret en såkaldt pyt-knap, der skulle gøre min tilgang til skolen lidt mere "lala".. Det virkede til at starte med, men det er svært ikke at blive påvirket af det, når man bruger 6 timer om dagen på at gå i skole.
Jeg blev dog ved med at prioritere min hest og min træning og putte skolen lidt i baggrunden. 

At komme hjem fra ferie og i gang med træningen igen efter to ugers pause, var absolut ikke særligt sjovt! Jeg gør det ALDRIG mere! Det er alt for hårdt og demotiverende, for det føltes som om jeg skulle starte forfra. Og det var hårdt - LÆNGE! 

Vægten gik heller ikke lige så hurtigt ned som jeg regnede med :/ Faktisk var den meget stabil. Først i dag, den 2. november, er jeg tilbage på den vægt, jeg var inden jeg tog afsted på ferie. Tænkt det skulle tage halvanden måned at komme der til! Puha! 

For få dage siden, startede jeg så op på uddannelsen som hestemassør og hvilken uddannelsen! Jeg har endnu kun været der en enkelt gang, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er det rette for mig! Jeg glæder mig som et lille barn til at komme rigtigt i gang og til at skulle ud og bruge det. Desuden satte vores skønne underviser, Helen, mine tanker i gang på flere områder. Hendes direkte måde at være på og hendes "I don't give a fuck"-attitude inspirerede virkelig min indre fighter. 

Særligt de sidste dage har været meget lærerige. Mit forhold til Jakob er slut. Hårdt, men sandt. Den gik ikke og det har været rigtig svært, særligt fordi det ikke var mit valg. Men jeg må også se fremad og tro på, at jeg også kan lære noget af sådan en frustrerende situation og selvfølgelig kan jeg det... 

Jeg har i løbet af dette år lært, at jeg kan meget mere end jeg tror. Hvis jeg virkelig vil, er det ingen grænser for hvad jeg kan udrette. Jeg har lært, at jeg kan tage beslutninger, der virker totalt uforståelige for andre og alligevel være fuld ud tilfreds med mit valg. Jeg har lært, at man skal gøre hvad man vil, hvis man virkelig føler for det og så være røv ligeglad med, hvad andre tænker om det og dig. Jeg har lært, at det er muligt, at se det positive i stort set alting også selvom man er den fødte pessimist ;) Og så har jeg lært, at intet vare evigt. Alting er til låns og man skal nyde det mens man har det. 

Godnat og sov godt <3

4 år?! 😱

I dag har jeg haft min helt igennem fantastiske hest, Sif i 4 år! Det er jo helt vildt at tænke på? 😱
Det føles fuldstændig som igår, at jeg forelskede mig i den der lidt for tykke og lidt for reserverede brogede pony. Men hun smeltede mit hjerte lige på stedet ❤

Det var slet ikke meningen jeg skulle have hest igen, men Sif måtte jeg eje! Hun gjorde noget ved mig, som jeg stadig den dag i dag ikke helt ved hvad er. Hun gør det stadig - hun rør mig. På en helt særlig måde 😍

Sif og jeg har været igennem så mange ting. Derfor har jeg også et meget bedre forhold til hende, end jeg havde til min gamle hest Tritla, på trods af, at jeg havde hende i 6 år. For det første har jeg enten haft Sif hos mig selv eller stående et sted, der krævede at jeg selv at derude hver dag. Sådan havde jeg ikke Tritla. Der kunne godt gå 14 dage mellem jeg så hende.
Det at man ser sin hest hver dag, gør noget godt for relationen og det kan jeg tydeligt mærke.
Sif har en lidt speciel historie. Ikke noget jeg vil komme ind på her, men det betød at der skulle kæmpes med selvstændighed og tillid.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg flere gange i starten, overvejede at sælge hende tilbage igen, simpelthen fordi jeg var sikker på, at jeg havde taget munden for fuld! Tritla var jo nem og blid - Sif var alt andet end nem! 😫

Det første lange stykke tid efter jeg flyttede hende fra sælger, sadlede jeg hende op og gik rundt i ridehuset med hende. Jeg turde ikke sætte mig op... Hun havde flere gange langt an til at bukke og stejle og vi var mestre i at bakke ridehuset rundt fordi hun nægtede at gå frem.
Heldigvis flyttede den skønneste pige sin hest ud til Sif og vi blev hurtigt veninder. Hun satte både Sif og jeg på plads og straks kom vi i gang med ridningen.

Det gik ikke vildt godt - men det gik.
Jeg har desværre flere gange måttet opgive undervisning på hende, da pengene ikke var der og det har desværre sat vores udvikling i stå af flere omgange. Jeg måtte også lige en tur ned med stress, hvilket kom ret ubelejligt efter hun havde været i tølttræning og skulle vedligeholdes. 😢

Senest oplevede vi en vild og voldsom nedtur i vores forhold, hvor jeg alt for sent fik opdaget en tynd og utilpas Sif, der ikke trivedes der hvor hun var. Prøvede at spørge mig om man føler sig dårlig som hesteejer?! 😢 nøj jeg var ked af det!
Vi fik dog styr på hulden og jeg begyndte at ride igen. Jeg kunne bare ikke kende min hest. Hun var nøjagtig som da jeg købte hende - nervøs, ustyrbar og stresset. 😖
Jeg flyttede hende for 117. gang med håb om at det hele skulle blive bedre.
Og til min store overraskelse, så blev det bedre! 😀

Endelig! 😄❤

Jeg kan nu prale af at have en glad og velfungerende hest, der sågar er begyndt at udvikle sig i ridningen - sammen med mig ❤ det er lidt sent. Men bedre sent end aldrig! Vi lærer så meget nyt for tiden og jeg elsker at komme ud til mit skønne ponydyr, som ikke vil med ind fra fold og som har god huld, pæn pels og skønne blanke brune øjne 😍

Glæder mig til mange flere år med hende ❤❤